DKKs hud-program
Der har tidligere i HUNDEN været omtale af problemet med racespecifikke hudsygdomme, ligesom dette emne blev behandlet på arrangementet ”Viden på bordet”.
Da hele området med hudsygdomme er meget stort og vanskeligt tilgængeligt for både hundeejere og opdrættere, og da hudsygdomme udgør et stadig voksende problem både for hunden og dens ejere, har DKK valgt at starte et projekt med det formål at registrere forekomsten af udvalgte hudsygdomme.
Denne registrering vil på længere sigt give et bedre overblik over forekomsten af bestemte hudsygdomme hos bestemte racer, hvilket igen kan give specialklubben og DKK mulighed for at vurdere behovet for at indføre avlsrestriktioner med det formål at bekæmpe sygdommen hos racen.
Indtil dette bliver muligt, ligger der et stort og vanskeligt arbejde forude. Da der ikke tidligere i DKK er blevet registreret hudsygdomme, er det selvfølgelig vigtigt, at vi starter på et niveau, hvor det er muligt at høste praktiske erfaringer baseret på overskuelige sygdomskomplekser. Disse erfaringer vil med tiden give os mulighed for at iværksætte programmer målrettet mod de helt store hudproblemer såsom f.eks. allergi, der i flere racer udgør et stort og voksende problem.
DKK har indledt et samarbejde med specialdyrlæge i hudsygdomme Flemming Kristensen, der har påtaget sig opgaven med at beskrive og definere de hudsygdomme, som projektet starter med at registrere.
I HUNDEN vil vi bringe små artikler skrevet af Flemming Kristensen om en bestemt hudsygdom. Disse første hudsygdomme er nøje udvalgt efter følgende kriterier:
- Sygdommen er endnu ikke udbredt i Danmark, men udgør en risiko for at sprede sig i den danske bestand af hunde. Derfor er det vigtigt, at vi kan gribe forbyggende ind, inden det er for sent.
- Sygdommen er relativt enkel at diagnosticere for dyrlægerne. Til hjælp herfor er opstillet en liste over diagnostiske kriterier og en vejledning til dyrlægen.
- Sygdommen antages at have en genetisk baggrund, men måske kendes arvegangen endnu ikke. Dette kan en registrering bidrage til en afklaring af.
- Når sygdommen har været beskrevet i HUNDEN, vil DKK starte registreringen af resultater fra dyrlægerne. De første 5 sygdomme beskrives inden for det næste år.
Det er vigtigt at påpege, at der i denne indledende fase af projektet ikke bliver tale om at hunde tvinges til en hudundersøgelse. Der bliver tale om et frivilligt projekt, hvor den enkelte hundeejer eller opdrætter selv afgør, om vedkommende ønsker sine hunde undersøgt. Til gengæld bliver det obligatorisk at resultatet af undersøgelsen skal registreres i DKK og offentliggøres på Hundeweb på lige fod med andre sundhedsdata.
Rent praktisk vil proceduren for hudundersøgelser blive således:
- Hundens ejer beslutter sig for at lade sin hund undersøge for en bestemt hudsygdom.
- Hundeejeren bestiller og betaler for en rekvisition til undersøgelse for sygdommen ved at henvende sig til DKK (Web-shoppen).
- Betalingen for rekvisitionen dækker registreringen af resultatet i DKK og offentliggørelsen på Hundeweb. Rekvisitionen indeholder oplysninger om hvilken undersøgelse dyrlægen skal foretage for at kunne stille diagnosen eller frikende hunden for sygdommen.
- Rekvisitionen medbringes til dyrlægen, der kontrollerer hundens ID og udfylder rekvisitionen med de ønskede oplysninger efter undersøgelsen.
- Hundeejeren afholder alle omkostninger forbundet med dyrlægens undersøgelser.
- Dyrlægen indsender den udfyldte rekvisition til DKK.
- DKK registrerer og offentliggør resultatet.
Åbenhed er i dette som andre sundhedsprojekter af den største betydning.
DKK håber derfor på alle hundeejeres hjælp og støtte til at få dette nye projekt søsat.
Liste over sygdomme, der indgår i projektets første fase og beskrives i HUNDEN:
1. Nasal parakeratose hos labrador
2. Hard pad disease hos dogue de bordeaux
3. Kutan astheni hos weimaraner og golden retriever
4. Dobbelt trædepude / furunkulose hos labrador
5. Demodicose hos skotsk terrier
Senere gives i HUNDEN en beskrivelse af kroniske hudproblemer / komplikationer, der typisk ses som sekundære til primære hudlidelser. Disse opdeles efter topografi:
1. Ører
2. Øjenlåg
3. Poter
4. Læbefold
5. Perianal region