 |
|
|
 |
| Gode råd ved køb |
Naturligvis forløber langt de fleste hvalpekøb problemfrit og til både opdrætters og købers tilfredshed. Men selv ikke den dygtigste og mest seriøse opdrætter kan - da naturens luner spiller ind - sikre fuldt ud, at enhver hvalp er uden fejl.
Købeloven giver svar på, hvordan opdrætter og køber skal forholde sig i sådanne situationer. Og har hvalpen en fejl, har begge parter en pligt til loyalt at søge at løse en eventuel uenighed.
Gode råd Mange potentielle uenigheder kan tages i opløbet ved at følge nogle få tommelfingerregler. De kunne være:
- Lav en klar aftale
Aftalen binder - både opdrætter og køber. Der er ingen fortrydelsesret efterfølgende, og man bør derfor være fuldstændigt enige om hele aftalens indhold.
- Lav én aftale
Det er bedst at afklare alt vedrørende handlen på en gang. Hvis der laves aftaler om afdragsbetaling, om fremtidige parringer til opdrætter, om udstillingspligt for køber osv., bør disse aftaler være aftalt "færdige", når handlen afsluttes. Det vil sige, at betingelser og vilkår vedrørende disse forhold bør være på plads fra starten (f.eks.: Hvis opdrætter har parringsret på hunden, hvor skal tæve og hvalpe da være placeret? Hvis opdrætter har forkøbsret før videresalg af hunden, da til hvilken pris?). Lader man for mange spørgsmål stå åbne, risikerer man, at der senere opstår problemer herom.
- Opdrætter - giv loyalt oplysninger om hunden
Opdrætter har pligt til loyalt og ærligt at oplyse køber om eventuelle væsentligere fejl ved hvalpen, og om eventuelle konsekvenser heraf for hundens anvendelse. Har opdrætter gjort dette, må køber til gengæld acceptere disse fejl - store som små - og kan ikke senere klage over dem.
- Køber - vær påpasselig
Som køber skal man være påpasselig ved købet - man skal "se sig for". Åbenlyse fejl, som enhver fornuftig og opmærksom køber kan se, kan man f.eks. ikke klage over senere hen.
DKK anbefaler at gøre brug af DKK's købskontrakt til brug ved køb og salg af hvalp. Det er meget sandsynligt, at opdrætteren har den. I modsat fald kan den under alle omstændigheder rekvireres i Dansk Kennel Klub.
Man bør som hvalpekøber læse den grundigt igennem inden man beslutter sig for at købe hvalpen, bl.a. fordi den kan inspirere til mange gode spørgsmål. |
|
 |
|
|
|
|
|
|