En hund kan blive dansk eksteriørchampion på 2 måder afhængig af, i hvilket land hunden er ejet og registreret:
Certifikater (CAC’er):
a. Hunde ejet og registreret i alle lande kan blive dansk eksteriørchampion ved at have opnået 3 danske certifikater (CAC’er) under 3 forskellige dommere.
b. Hunde ejet og registreret i et FCI-anerkendt land kan blive dansk eksteriørchampion, hvis den efter den 1. januar 2008 opnår 1 dansk certifikat (CAC) og forinden har opnået nationalt eksteriørchampionat i et FCI-medlemsland.
I begge tilfælde gælder, at det sidste certifikat for små racers vedkommende skal være opnået, efter at hunden er blevet 18 måneder, og at det for store racers vedkommende skal være opnået, efter at hunden er blevet 24 måneder. Race/aldersinddelingen fremgår af DKK’s udstillingsregler.
Yderligere krav:
Derudover er der for nogle racers vedkommende prøvekrav, HD-krav eller andre krav for opnåelse af dansk eksteriørchampionat. Disse krav skal naturligvis i begge ovennævnte tilfælde være opfyldt, for at hunden kan blive dansk eksteriørchampion.
Det fremgår af DKK’s udstillingsregler, hvilke prøvekrav m.v. der er gældende for en race for at blive dansk eksteriørchampion. Danskejede hunde skal opfylde disse krav. Udenlandsk ejede hunde skal opfylde krav, der af racens specialklub kan sidestilles med de danske krav.
Kontakt venligst informationsstandene på DKK’s internationale udstillinger eller Dansk Kennel Klubs informationsafdeling for yderligere oplysninger om enkeltracer.
Registrering og bekræftelse:
Når din hund er blevet dansk eksteriørchampion, beder vi dig venligst udfylde og indsende nedenstående championatsanmeldelse til DKK’s præmieringsafdeling. Hvis nødvendigt, bedes du vedlægge kopi af bevis for bestået prøve samt, i tilfælde b., en kopi af hundens stamtavle og dokumentation for, at hunden allerede er national champion. Denne dokumentation skal indeholde dato for sidst opnåede certifikat.
Hvis du ønsker et Dansk Eksteriørchampion-diplom, bedes du vedlægge en check eller sende en international postanvisning på kr. 110,00.