Spørgsmål:
Jeg havde et kuld terrier-hvalpe, hvor en familie forudbestilte en hvalp, kort efter at hvalpene var født. Jeg fik et depositum på 1.500 kr. for hvalpen, og familien skulle så betale resten af pengene ved afhentningen. Familien udvalgte hvalpen, da den var ca. 5 uger gammel.
Ved sundhedsundersøgelsen, da hvalpene var 7 uger, fandt min dyrlæge et lille overbid hos hvalpen, et overbid som ikke vil give hvalpen problemer, men nu ville køberne ikke længere have hvalpen, heller ikke til nedsat pris. De mente, den var mangelfuld. Der gik næsten 4 uger, før jeg fik solgt hvalpen til anden side. Hvad så med depositum’et, skal køberne have det tilbage?
Svar:
Nej, det skal de (formentlig) ikke - noget andet er at det kan være fornuftigt nok at give dem det alligevel.
Forhold om depositum er stort set ikke lovreguleret og beror derfor i hovedsagen på køber og sælgers egen aftale.
En bestilling af en hvalp er en aftale. Aftalen i sig selv binder begge parter, og ingen af dem kan ensidigt annullere aftalen efterfølgende uden gyldig grund. Derfor er det egentlig ligegyldigt, om der ved bestillingen betales et depositum eller ej. Et depositum kan ses som en sikkerhedsstillelse, men et depositum gør altså ikke en aftale mere bindende, end den er i forvejen.
I normaltilfælde, hvor hvalpen er i orden, kan en køber slet ikke træde tilbage fra aftalen - depositum eller ikke depositum - fordi køber måtte have fortrudt købet, købt hvalp andetsteds el.lign. Gør køberen det alligevel, har du som opdrætter lov til at beholde depositum’et.
De unormale tilfælde er lidt mere spegede. Hvis det viser sig, at den hvalp, køber har udpeget, har større eller mindre skavanker, eller hvis en opdrætter sent i forløbet pludselig opstiller vilkår for handlen (parringsret, videresalgsforbud el.lign.), som ikke tidligere har været på tale, kan køber være berettiget til at annullere aftalen. I sådanne tilfælde, hvor annulleringen er berettiget, vil køber have lov til at tage sit depositum med sig.
Det springende punkt er herefter - selvfølgelig - hvornår en annullering er berettiget. Det kan ikke siges generelt, men ligger hovedårsagen til annulleringen på opdrætters skuldre, vil annulleringen oftest være berettiget.
I dit tilfælde, hvor hvalpen har et lille overbid, som ikke vil give den problemer, har køberne næppe været berettigede til at annullere aftalen, juridisk set, og du har ret til at beholde depositum’et. Det er her forudsat, at køberne ikke fra starten har forlangt en absolut fejlfri hvalp.
Havde hvalpen derimod haft mere væsentlige fejl og skavanker, så der på forhånd var tale om egentlige mangler (hvis f.eks. bidfejlen krævede operation), ville sagen have stillet sig anderledes. I så fald kan du næppe - og bør i hvert fald ikke - påtvinge køberen at tage hvalpen, heller ikke til nedsat pris, og køber vil være berettiget til at træde tilbage fra aftalen og få depositum’et med sig.
Så altså - i en række tilfælde har en opdrætter ret til at beholde depositum’et. Noget andet er, at det ikke nødvendigvist altid er fornuftigt alligevel at gøre det. Både den enkelte opdrætters og DKKs ry og rygte afhænger jo bl.a. af ”hvalpekundernes” tilfredshed, og selv om man har loven på sin side, giver det nogle gange mest bøvl og badwill at håndhæve den.