CMS123.com
Send til en ven   Print   Sitemap                 
Om DKKOm hundeKøb hundFor opdrættereAktiviteterUddannelse/kurserUdstillinger Del siden |

Dit ansvar for hvalpenes udvikling 

Hvalpe vokser og udvikler sig hurtigt, og deres udvikling sker i nogle faser, der hænger nøje sammen med deres alder. En af de fundamentalt vigtige udviklingsfaser kalder man prægningsfasen. Den begynder, når hvalpene er tre uger og varer, til de er otte uger. Altså det meste af den tid, hvalpene er hos dig som opdrætter.

I denne tid skal hvalpene hver dag i nær fysisk kontakt med mennesker, de skal have lov til at undersøge vores ansigt, som de gerne vil snuse til og slikke. Gennem denne nære kontakt præges hvalpene på mennesker, sådan at de egentlig kommer til at opfatte os som artsfæller. Denne proces er en forudsætning for det nære forhold mellem hund og menneske.

Uden denne prægning kommer hvalpene aldrig til at fungere i en familie, og det kan ikke lade sig gøre at indhente det forsømte på et senere tidspunkt. Derfor råder DKK også hvalpekøberne til, at man køber hvalp et sted, hvor hvalpen er præget godt på både børn og voksne.

Hvalpe er meget nysgerrige, og de har et vældigt behov for at undersøge deres omgivelser. Fra 4-5 ugers alderen vil de gradvis udvide deres aktionsradius i deres trang til at opleve og gøre erfaringer. Disse tidlige oplevelser har stor betydning for deres fremtidige udvikling. Opholder kuldet sig på et begrænset område, f.eks. en hvalpegård eller lignende, er det afgørende vigtigt, at de hver dag, i mindst nogle timer, får mulighed for at færdes i et mere stimulerende miljø.

Når hvalpene er 8 - 10 uger, er det tilsvarende væsentligt, at hvalpene socialiseres dvs. kommer ud og gør erfaringer i andre miljøer end det hjemlige, kommer regelmæssigt ind til byen og oplever trafik, mange mennesker og byens specielle lugte etc.. De skal hilse på fremmede voksne og børn i alle aldre, møde andre hunde og andre husdyr - kort sagt opleve en masse.

Det er dit ansvar som opdrætter at give hvalpen disse oplevelser, hvis hvalpene ikke bliver solgt i den sædvanlige alder, 8 - 10 uger. Vær opmærksom på hvalpene hyppigt skal tages med uden for hjemmet enkeltvis, så de kan udvikle sig på samme måde, som hvis de var blevet solgt.

 

Dansk Kennel Klub  |  Parkvej 1  |  2680 Solrød Strand  |  T: 56188100  |  F: 56188191  |  E-mail: post@dansk-kennel-klub.dk